Det er mig OG hunden
Tigger din hund ved bordet?
Du bruger sikkert den mest effektive træningsmetode, der findes, nemlig variabel belønning!
Candy demonstrerer 'tigge' til ære for fotografen
Man sætter sig ved et dejligt veldækket bord og glæder sig til at gå i gang med middagsmaden! Og så kigger man lige ned i et par store våde hundeøjne og en tunge, der hænger et godt stykke ud af munden. Den ligner fuldstændig en stakkel, der ikke har fået mad i dagevis! Hunden tigger ved bordet! Herefter er det ikke helt så let at nyde sin mad, som inden man fik øje på de to våde hundeøjne. For nogle er det et problem - for andre ikke.
Hvis hunden nu aldrig havde fået noget ved bordet, så ville den beskrevne situation ikke være opstået.
Min påstand er altså, at en eller flere i familien har givet hunden mad ved bordet enten hver dag eller blot en gang i mellem! Mange påstår, at det helt sikkert må være gæster, der i smug har fodret hunden under middagen.
Det er jo i virkeligheden ligegyldigt, hvordan det er sket, hvis man nu har besluttet sig for at aflære den dårlige vane. Eller er det nu også det? Hvis du nu skulle gætte hvilken hund, der hurtigst vil holde op med at tigge ved bordet, hvis alle stoppede ’nu’ med at give den noget, ville det så være: Den hund, der har fået noget ved bordet hver dag eller den hund, der kun har fået noget en gang imellem? Nemlig, den hund der kun har fået noget en gang imellem. Den sidstnævnte vil være meget længe om at komme af med den dårlige vane. Den har været udsat for det, man kalder variabel belønning, og det er den mest effektive belønningsmetode, man har i hundetræning. Så uden at vide det, har du måske været en forrygende dygtig hundetræner og lært din hund at tigge ved bordet.
Overvægtige hunde er der desværre alt for mange af, og overvægten nedsætter hundes levetid og livskvalitet. Det kan man jo tænke lidt over næste gang, man lige vil give hunden en bid frikadelle ved bordet.
Et godt råd er at give hunden mad, før du selv spiser. Så ved du, at den ikke er sulten. Glem den gamle myte om, at du skal spise før din hund for ikke at miste status. Forlæng din hunds liv og dermed jeres venskab ved at undlade at fodre den i tide og utide.