Valdi og Bastian (labrador og golden retriever)
Rigtig mange har problemer med, at deres hund ikke altid kommer, når der bliver kaldt. Det er rigtig irriterende og særlig pinligt, hvis andre mennesker overværer, at man står og råber, og der absolut ingenting sker! Man råber hundens navn flere gange med mere og mere desperation i stemmen. Til sidst kommer hunden, og hvad i al verden skal man så gøre? Man har allermest lyst til at give den jordens største skideballe. De fleste ved dog, at så er chancen for, at hunden kommer næste gang, de kalder, endnu mindre. Hvad så – skal man virkelig rose, når det endelig behager ’hertugen’ at møde op hos sin dybt frustrerede ejer? Nej vel, for det er selvfølgelig ikke OK, at der skal kaldes mere end én gang. Dilemma! Det, jeg lærer mine elever, er følgende (ud over, at de skal slå koldt vand i blodet og prøve ikke at blive sure!): Når hunden kommer, skal de være helt neutrale, tage stille og rolig fat i halsbåndet og vente lidt med at sætte snoren i. Derefter skal de få hunden til at sætte sig og blive siddende – gå lidt væk fra hunden (evt. snorens længde) og kalde den til sig – hundens navn og ’kom’. Kommer hunden hurtigt, skal den roses og belønnes. Vi skal med andre ord skabe en situation, hvor hunden får mulighed for at gøre det rigtige. Gentag gerne et par gange og ros meget.
Når jeg går tur med mine hunde, og de er løse, så giver jeg altid en godbid, når de af sig selv kommer hen til mig og tager kontakt. Det sker jævnligt. Det skal altid være rart at komme hen til ejeren.
I hvalpeperioden, hvor vi starter indlæring af indkald, sker det meget ofte, at hvalpen stopper lige præcis uden for førerens rækkevidde – og så smutter den lige igen hen til en af de andre hvalpe, der måske kan lege……..Føreren er på forhånd instrueret om, at hvis (når) det sker, så skal han hurtigt løbe væk fra hvalpen (aldrig løbe i mod den!). Det får hvalpen til at jagte føreren. Nu sætter føreren sig på hug og roder evt. i græsset, som om der er noget fantastisk spændende lige dér! Vær sikker på, at den lille nysgerrige hvalp kommer spurtende. Sæt aldrig snoren på med det samme. Ros, ros ros og giv gerne en lækker godbid – og så kan snoren komme på.
Grundlaget for et godt indkald lægges i hvalpetiden. Det er dog aldrig for sent at starte indlæringen. Bedre sent end aldrig.
|