18. oktober 2010 Meget lærerigt og hyggeligt kursus i går og i dag med slovenske Silvia Trkmann. Silvia er dobbelt individuel verdensmester i agility plus national mester et større antal gange. Hun er hjernen bag flere af de koncepter, mange træner efter i dag bl.a. 'running contact' (løbefelter). Silvia træner rigtig meget agility uden forhindringer og starter gerne med hvalpen. Det foregår gennem trick, der alle fører frem til en bedre forståelse af agility og er en rigtig god forberedelse til forhindringerne og gennemløb af baner. Samtidig udvikles hundens muskler, mens den har det sjovt. Det er en hel videnskab og meget spændende. Endelig er det gået op for mig, at det at træne tricks har rigtig mange fordele. Det er ikke kun 'meningsløs' leg. Det vigtigste er selvfølgelig, at det styrker samarbejdet mellem hund og fører. Det skaber desuden glæde og fokus med hjernegymnastik som sidegevinst. Et eksempel på en øvelse eller trick er, at hunden skal lære at lukke en dør - springe op med forpoterne på en åben dør, bevæge den og bang lukke den. Dette er en super god forberelse til agilityforhindringen 'vippen', der ellers kan volde mange hunde problemer. Et andet eksempel er at lære hunden at løbe rundt om noget f.eks. cirkle om et træ i små og tætte cirkler. Det giver snævre vendinger uden om et spring på agilitybanen. Det kan også trænes med et spring, hvor overliggeren lægges på jorden. Hunden lærer at cirkle rundt om vingen igen og igen meget tæt. Masser af klik og godbidder. Senere, meget senere kan overliggeren hæves meget meget lidt af gangen. Gøres det for hurtigt er alt spildt (smil) og effekten udebliver. Helt overordnet er agility LØB. Det skal hunden forstå. Feltforhindringer og slalom skal indlæres, så de kan klares helt uafhængig af førers placering og fart. Ved alle øvrige forhindriner skal hunden holde øje med fører. Hunden skal søge forhindringerne, men også komme til hånd, når den bliver bedt om det. Ud-, back- og sidekommandoer (højre og venstre) er rigtig gode at indlære. Foretag ikke flere skift end absolut nødvendigt, kan tage hundens koncentration. Hellere skift foran hunden end bagved. Forbered hele tiden hunden på, hvor den skal hen efter næste forhindring og undgå at stoppe. Føddernes placering ved f.eks. et spring skal fortælle hunden, hvor den skal hen efter springet, så den kan springe hensigsmæssigt. Vi kan kontrollere opspringet, men nedspringet er altid en konsekvens af opspringet. Silvia går ind for allé-metoden til indlæring af slalom. Uanset hvordan hunden har indlært slalom, kan allé-metoden benyttes sideløbende på hvilket som helst tidspunkt til at træne fart og indgangsvinkler OG uafhængighed af førers placering. Vi trænede handling, handling og atter handling, og det var svære og lidt anderledes baner. Det er ikke ofte, jeg har mulighed for at løbe en hel bane på 16 - 18 forhindringer med Selma, så det var bare så fedt!!! Mange forhindringer skulle tages bagfra - altså en ud-kommando - og det er Selma meget skrap til.
|