3. juni 2010 Endelig var det lykkedes at få en uddannelsesplads på DKK' s overbygning til Opdrætteruddannelsen. 9 timer på skolebænken i går. De overordnede overskrifter var Genetik ved Helle Friis Proschowsky, dyrlæge og forsker ved LIFE/KU og Jura ved jurist Jan Larsen. Det var godt, virkelig godt og lærerigt. Jeg havde frygtet lidt at skulle sidde indendørs i 9 timer i skønt vejr, men det var ikke noget problem - før dagen efter selvfølgelig, hvor min ryg var helt ødelagt, men det er en anden historie. Genetik Hundens DNA er nu fuldstændig kortlagt (ligesom menneskets), dvs, at man kender rækkefølgen i de fire baser (A, G, C. T), som DNA-molekyler består af. DNA er jo en dobbeltspiral, hvor baserne sidder overfor hinanden, altså i par. Der aflæses tre par af gangen = en aminosyre. Rækkefølgen er helt essentiel. Den viden, man nu har fået gennem molekylær genetik, gør os i stand til at identificere, hvor en masse forskellige arvelige sygdomme befinder sig på DNA' et. Kender man placeringen, kan der foretages en DNA-test! Mange arvelige sygdomme hos menensket sidder præcis de samme steder hos hunden. Det er en stor hjælp, når der skal søges efter sygdommenes placering. Den ene forskning hjælper den anden.Mange sygdomme hos hunden kan identifices samme steder hos flere racer, men desværre ikke alle. Det betyder, at der hele tiden bliver nye DNA-test til rådighed inden for de forskellige racer. Kan give en viden, der er guld værd i avlen og resultere i diverse avlsrestriktioner for at få udryddet de værste sygdomme. Mange dyrlægestuderende har netop som projekt at identificere placeringen af en eller anden arvelig sygdom i en eller flere racer. Det foregår overalt i verden og også i Danmark. LIFE/KU er den tidligere Landbohøjskole, der nu er lagt ind under KU, der er Københavns Universitet. Vil en specialklub f. eks. gerne have undersøgt en eller anden sygdom i racen, kan man faktisk henvende sig til LIFE/KU. Mange studerende vil gerne forske i den slags! Når en sygdom er fundet på DNA' et udstedes en licens, der sælges til at af de store laboratorier i verden, der har speciliseret sig i den slags - f.eks. Optigen i USA, som mange af os border collie folk bruger ved test for CEA/CH m.fl. Det mest fantastiske er, at alle oplysninger om DNA faktisk er offentlig tilgængeligt på nettet! Her er nogle få link: CIDD Cambridge, hundens sygdomme OMIA
Et andet meget interessant område er de sygdomme eller egenskaber, der sidder på mange forskellige gener, så arvegangen ikke kan fastlægges direkte. Det klassiske eksempel er HD. For alligevel at kunne beskrive arveligheden i den slags tilfælde har man et endeks, hvor heritabiliteten kan udtrykkes. Det går fra 0 - 1,00, hvor 1,00 er 100% arveligt. Hvis et indekstal fx. er på 0,3 betyder det, at 30% skyldes arevelighed og 70% er påvirket af miljø'et. For at udregne et individs indekstal, kigger man på 'familien'. Mange psykiske egenskaber nedarves via mange forskellige gener (eks. samarbejdsevne m.m.). Nu skal det jo ikke være for nemt, så der opereres også med tærskelværdier! Ved HD betyder det, at den samlede belastning af gener OG miljø skal over en bestemt tærskel, for at sygdommen opstår (hunden har smerter, er negativt påvirket i dagligdagen osv.).
Jura Indeholdt lovgivning, skatteregler, hundeloven, miljøloven, markedsføring og meget andet. Umiddelbart kan det godt lyde lidt tørt, men det blev krydret med en masse 'sager' fra den virkelige verden. Super spændende og interessant! (Men nok kun for opdrættere).
Det var en rigtig god dag.
|