29. april 2010 Jeg har fået en tilbagemelding om Stellas nye liv. Familien består af et ægtepar og deres to tvillingedøtre på 15 år. Stella spiser fint og er glad. Leger gerne ruskeleg med en sok med knude på midten (gider ikke boldleg, hvilket er hel fint). Hun har indtaget manden i husets lænestol, og så må han jo bare have en anden - siger han selv. I går eftermiddags på gåturen, hvor hele familien skiftedes til at holde Stellas line (mon ikke de skulle have et par hunde flere...smil!) kom de forbi en indhegnet agilitybane. Det var for fristende for familien, så de gik derind og slap Stella, der glad tog forhindrinrgerne. Hun har kun prøvet agilityforhindringer nogle få gange, men har været med, når Hannes Connor skulle løbe. Spændende om hendes nye familie har fået lyst til at løbe agility med hende - hvem ved, måske mødes vi på konkurrencebanerne til næste år - se det ville være fantastsik!

27. april 2010 Stella er nu flyttet fra Fyn til en familie i Frederikssund. Hun skal nu bo hos et ægtepar med næsten voksne børn, hvor manden arbejder hjemme. Familien har haft hund før for nogle år siden. Jeg håber og tror på, at Stella får et rigtig godt liv med tryghed og en masse kærlighed. Glæder mig til at høre mere om hendes nye liv!

27. april 2010 Sidste indendørs agilitytræning i går aftes i Skibby med Selma. En enkelt fører var skadet, så vi var kun tre hunde til 2½ times træning. Banen var delt op, så vi selv kunne træne balancebom med spring i hver ende, mens vi ventede på 'vores tur' hos Tina Mette. Dér trænede vi snævre vendinger om spring ved hjælp af avanceret handling bl.a. blind cross. Det er så svært at få ind under huden. Min krop nægter at vende ryggen til hunden, da den i årevis har lært, at det gør man aldrig! Efter rigtig mange gentagelser lykkedes det så nogenlunde, men her er bestemt en hjemmeopgave. Vi sluttede af med en rigtig løbebane med slalom, som det går rigtig godt med. Banens afslutning var fremsendelse over 4 spring. Og så var klokken også blevet 22! Da det var sidste gang, var der kaffe og kage - og slik. Nu går der godt 14 dage før vi skal træne igen - i Fakse.

26. april 2010 Det har været en forrygende weekend! Cassie løb fejlfrit i SP Å store hunde og blev nr. 4 af 55 hunde! Det er næsten ikke til at fatte, at hun kan levere sådan en præstation i sit debutstævne. Næstbedste resultat blev i SP Kl. I med en enkelt fejl (5 fejl, hedder det). I AG Å store hunde blev hun IKKe disket, og det er en præstation. De øvrige løb gav DISK, og Tina brugte banetiden på at tage feltforhindringerne og hjulet. Cassie og Tina er et fantastisk par! Tina havde ikke sovet hele natten forud, for hun var bekymret for, at Cassie måske ville løbe ud af banen (!). Cassie er aldrig løbet ud af banen til træning, men man kan jo godt få sådanne bekymringer. Tre agilityringe, telte hele vejen rundt, masser af mennesker og hunde, højtaler, der er høj, nye forhindringer, ledninger ved start og mål til elektrisk tidstagning osv. Rigtig mange forstyrrelser. Jeg var sikker på, at når Cassie var ved start, så ville hun fokusere 100% på opgaven - OG DET GJORDE HUN. Fantastisk hund. Hun vil gerne gøre det så godt som muligt, og de misforståelser der opstod på banen var meget forståelige- troede af balancebommen var vippen og kom til at sprnge af første gang og den slags. Slalommen voldte også lidt problemer i de første gennemløb og måtte tages om. Ved de sidste tre løb valgte Tina at køre venstre handlig på slalommen, selvom en enkelt lå bedre til højrehandling. Det gav fejlfri slaom i to genenmløb. Til dagligt er Cassie lige god til højre og venstre slalom, men konkurrencesituationen kan jo ændre på tingene. Jeg var først hjemme kl. 21.00, og det første, jeg gjorde, var at tilmelde Cassie og Tina til agilitystævnet i Hvalsø 9. maj. Fristen var godt nok 16. april, men min eftertilmelding blev accepteret. Selma blev Rally Begynder Mester søndag i Ølstykke, hendes første titel (RBM), så jeg er meget stolt. Det var nu lige ved at gå galt, formentlig pga. af min nervøsitet. Mine hundevenner sagde efterfølgende, at de kunne høre det på min stemme, og de mente, at Selma prøvede at dæmpe. Hun kunne nu bare have holdt en ordentlig kontakt til mig, som hun jo kan, så var min nervøsitet nok forsvundet. Men skidt, vi fik hvad vi kom efter - mere end 70 point. Vi fik 72. Selma er blevet Mester med 97 - 97 - 72 point.

Mine to dejlige tøser Cassie

Og Selma

23. april 2010 Der var gået noget galt. Min tilmelding var ikke kommet med på startlisten! Heldigvis kan man med nutidens tilmeldinger via mail dokumentere præcis, hvad man har gjort, i dette tilfælde tilmeldt 22. februar og betalt via netbank samme dag. Erling Olsen undskyldte og Selma er jeg nu på startlisten med nr. 123. Godt nok. Jeg fik bilen i går kl. 15.30, så der var fart på med at få luftet hunde og klargjort til agilityholdene med start kl. 17.30. Hyggelig træning med uddeling af flyers med tilbud om fotografering af kursisternes hunde. Mange sagde ja tak til tilbuddet i 2009, så nu må vi se, hvormange der siger ja i denne omgang. I dag har jeg trænet balancebom og slalom med Cassie. Hun er begyndt af lave fejl ved opgangen. Der kommer mere og mere fart på hende, og det har desværre den konsekvens, at hun af og til springer anden bue over ved slalom og mister op-feltet på balancebommen. De to fejl kan jeg selvfølgelig ikke lige fikse på en enkelt træning, så her er en opgave, når vi starter træning i Fakse hos Tina Mette. M.h.t. Selma så stod den på rallytræning. Jeg skal lege lidt med hende inden start, så er hun meget 'på' - skal ikke gå for hurtigt - skal ikke varme for meget op - skal ikke bruge formange gopdbidder i opvarmningen. For gode godebidder (i dag frigadeller) får Selma til at hoppe op, og det kan give rod med linen. Noget at tænke over. Men vi er så klar, som vi kan blive, før søndagens konkurrence. Spændende med Johanna som dommer! (Det må være hendes debut). Tina, der skal løbe med Cassie i morgen, har været ude på konkurrenceområdet og har sat telt op mellem ring to og tre. Jeg droppede Cassies bur og min stol af hos hende i eftermiddag, så jeg kun skal koncentrere mig om Cassie i morgen.

hundefotos

22. april 2010 Sidder og venter på, at værkstedet skal ringe! De ringede kl. 13.30 og sagde, de ikke kunne nå at blive færdige til aftalt tid kl. 14.00! Jeg skal træne to agilityhold meget snart og skal over på træningspladsen og gøre klar for slet ikke at tale om mine egne hunde, der gerne skulle kunne nå at få en ordentlig løbetur på pladsen - øv, øv, øv. Men ellers tænker vi nu frem mod weekenden, hvos Cassie skal have sin agilitydebut. Al stævnematerialet er udskrevet (54 sider), så der er styr på hendes 6 løb, hvilken ring, i hvilken rækkefølge osv.. Det er et enormt stævne med agility i tre ringe samtidigt! Tina, der skal løbe med Cassie tager derud fredag aften og sætte telt op. Jeg tager sikkert også derud med Cassies bur, min stol osv. så jeg kun skal koncentrere mig om Cassie, når vi møder lørdag morgen. Søndag skal Selma og jeg til rally-stævne i Ølstykke. Vi har intet hørt endnu, så jeg begynder da at blive lidt nervøs for, om der er gået noget galt i tilmeldingsproceduren! Ring så værksted!

17. april 2010 I går tog Selma, Sullivan og jeg til Skibby for at træne rally inden konkurrencen i dag. Det havde vi også gjort før forrige konkurrence, og det gav jo gode resultater! Træningen forløb super på trods af gode forstyrrelser i form af tre agilitytunneller, en slalom og diverse spring! Begge hunde elsker at arbejde på den måde, og der er entusiasme, drive og en masse glæde og energi. De kan begge alle øvelser og kører igennem fuldstændig fejlfrit. Afsted til Køge i morges, og denne gang var vejret OK om end det blæste og var lidt koldt. Desværre havde vi sene startnumre - Selma nr. 17 og Sullivan nr. 16 i henholdsvis den første og den sidste klasse - altså en heldagsforestilling. Jeg begik den store fejl med Selma at varme for længe op og bruge for mange godbidder. Da det endelig var vores tur, var både hun og jeg gået lidt døde. Et par hunde havde netop tisset på banen, den ene lige ved første skilt(!), og det tog Selmas koncentration. Vi kæmpede os gennem banen, og opnåede 87 point af 100. Nu var resultatet uden betydning, da er det tredje hos samme dommer, men jeg kan da godt blive lidt bekymret for konkurrencen næste søndag i Ølstykke, hvor vi meget gerne skal gøre det godt, så Selma kan få sin første titel og blive 'mester'. Sullivan skulle på efter frokost, og jeg undlod med vilje at varme særlig meget op. Vi stod og ventede lidt på afstand, så han kunne blive rigtig utålmodig. Så var det vores tur, og som sædvanligt sker der et eller andet i hovedet på Sullivan (er det mon det, at han ved, der ikke vanker godbidder på banen - smil?) Vi kom igennem banen med lodder og trisser og hårdt arbejde, men desværre mistede vi ærespladsen, hvor Sullivan rejste sig fra dækken inden de 2½ minut var gået. Jeg tror, han misforstod mig, så det var faktisk mig, der var et kvaj. Vi opnåede til min store overraskelse 85 point af 100. En mistet æresplads koster 10 point - endnu et cert mistet - øv, øv, øv. Men det var en dejlig dag i gode hundevenners lag.

14. april 2010 I går startede Cassie, Selma og jeg til agility hos DCH i Roskilde. Tog hjemmefra kl. 16.00 midt i den værste myldretidstrafik. Selma var på det første hold, som er letøvet, konkurrence I. Instruktør Jannie havde bygget fire små moduler, som vi rokerede imellem. Med kun een instruktør til omkr. 10 hunde måtte vi hjælpe hinanden med vippen. lægge legetøj eller gufdåse ud osv., og det virkede rigtig fint. Cassie var på det næste hold, letøvet, konkurrence II, hvor vi ændrede til tre moduler. Med fire små grupper, måtte de skiftes til at være 'pause-gruppe'. Modulerne var sværere og med mange hunde og een instruktør, er undervisningen begrænset. Det gode er, at hundene møder nye forhindringer, mennesker, hunde , forstyrrelser m.m., og det skal de også lære at kapere, når de skal til konkurrencer. Vi var hjemme kl. 21.00 godt trætte. Vi giver det en chance næste gang og vurderer så, om det er dér, vi vil fortsætte. Nu ser jeg frem til at få træningstider fra Tina Mette Jørgensen for træningen i Fakse! Der vil vi være fire hunde på et hold og træne to timer hver gang. Intensiv undervisning hos Tina er jo i særklasse, så det er næsten uretfærdigt at sammenligne anden agilitytræning med hendes.

Jeg er 1,75 cm høj

12. april 2010 Det var en enestående tur til Island! Alt var arrangeret hjemmefra og kun meget lidt måtte justeres. Tirsdag kørte Dennis, jeg og alle hundene til Nordjylland, hvor Oline, Sullivan, Cassie og Selma skulle passes. Det har de prøvet før, så de opfører sig hjemmevant i de kendte omgivelser. Efter aflevering tog vi videre til Ålborg Lufthavn, hvor min bil blev langtidsparkeret. Vi sparede en del køretid ved at tage flyet hjem. Det er billigt at flyve til og fra Ålborg, og tager man højde for sparede broafgifter og benzin, så er det ikke den store merafgift. Dagen efter afsted til Island. Flyvetiden er knapt tre timer og tidsforskellen to. Vi landede kl. 15 lokaltid, videre med bus til hotellet i Reykjavik, hvor vi skulle gøre os klar til afhentning kl. 17.30. Og hvilken afhentning! Vi havde booket en tur til vulkanen hjemmefra med en superjeep, der kan køre i meget meget uvejsomt terræn. Vi skulle køre ind i et område, der er udnævnt til nationalpark. Det er bjergrigt og gletsjerfyldt med mange floder og kun få veje. Veje er her en finere betegnelse for hjulspor. Det meste af vores kørsel foregik off road.

På vej til vulkanen - man kan endnu kun se røgen. Det var meget surrealistisk at blive afhentet midt inde i Reykjavik af en kæmpestor superjeep, der absolut intet havde at gøre i en storby! Vi havde godt 150 kms kørsel til området, og sammen med vores guide John delte vi oplevelsen med et ungt par fra Hongkong. Undervejs til gletsjeren med vulkanen kørte vi forbi det sted, hvor vi bl. a. boede i sommers. Havde vulkanen været i udbrud på det tidspunkt, ville vi have kunnet se røgen fra et vindue i hytten! Lidt vildt. Da vi kørte off road, stoppede vi for at lukke noget luft ud af jeepens dæk, så turen blev lidt behageligere. Vi passerede adskillige biler inkl. 4-hjulstrækkere, der ikke kunne komme videre. Der er et omfattende redningsberedskab, så vi kørte med sindsro videre. Det var stadig dagslys.

Et kig ud af vinduet fra superjeepen, da vi passerede en af floderne. Der var meget mere vand i floderne nu end i sommers, da vulkanen sørger for at øge mængden af smeltevand fra gletsjeren. Der er ingen broer, så vi måtte 'bare' køre over. Det kræver ekspertise at kunne læse floden og vælge den vej over, hvor floden hjælper bilen i stedet for at drukne dens motor. Vores guide kører i området næsten hver dag, så vi var i trygge hænder. Han talte iøvrigt super godt engelsk, og der var højttaleranlæg inden i jeepen, så vi alle kunne høre, hvad han fortalte - meget professionelt. Han fortalte bl.a. at han havde været med til at træne amerikanske soldater i området, der skulle videre til Afganistan. Vi nærmede os vulkanen mere og mere, men når det er lyst, er der ikke så meget at se andet end en masse røg. Inde i nærheden af gletsjeren blev jeepen parkeret, og nu skulle vi klare resten på gåben. Jeg befandt mig endnu i lykkelig uvidenhed om, hvad der ventede os.

Mørket begyndte at falde på, og det var tid til at komme op på bjerget. John var så venlig at fiske et par vandrestave frem fra jeepens gemmer, og uden dem havde jeg været fortabt! Vi skulle klatre op ad bjerget - stier? nej, nej!. Vi måtte siz sazze op, for det var bare stejlt! Små buske gjorde hvad de kunne for at slynge sig om vores støvler. Det var mega anstrengende. Målet var at komme op i højde med vukanen ovre på gletsjeren, så vi kunne kigge lige over på den. Terrænet var mere egnet for bjerggeder end for mig, men nu var vi kommet så langt, så op, op, op - pause - op, op, op osv. Det blev mørkere og mørkere og vulkanen sås flottere og flottere. Man rammes af en overvældende ærefrygt for naturens kræfter. Jeg kom ikke helt så højt op, som kineserne og John, men jeg havde medbragt min kikkert, så jeg så det hele! Det første kraterhul var ved at lukke, men et nyt var dannet, hvor lavaen spruttede op med forskellig intensitet. Man kunne se lava strømme ned ad bjergsiden, hvor den stivner undervejs. I islændingenes øjne er denne lille vukan OK, udbruddet gør ikke den store skade pga. beliggenheden. Lige da den gik i udbrud for nogle få uger siden, blev 500 mennesker evakueret, men de er tilbage igen. Det, islændingene frygter, er den nærliggende meget større vulkan Katla, der ligger dybt under gletsjen men er underjordisk forbundet med det nuværende vulkanudbrud. Historien fortæller, at det vil ske. Og så vil der blive meget store skader på området, og mange mennesker vil blive berørt. Vi sad i nærheden af bjergtoppen en times tid og nød det fantastiske syn. Nedturen var en oplevelse i sig selv! Det var buldermørkt, men vi blev alle udstyret med en lygte eller en pandelygte, så vi kunne orientere os. Vi kom ned uden uheld. På vejen tilbage måtte vi yde assistance til et par 4-hjulstrækkere, der ikke havde mod på at krydse en flod med stærk strøm. Vores guide fortalte dem, hvordan de skulle køre og havde iøvrigt et tov parat. De kom godt over og fulgte os resten af vejen ud af området. Et par nætter før var to personer omkommet i området. 300 mand havde søgt efter dem, men det er et voldsom område med 18 graders frost. De var simpelthen omkommet af kulde, da de havde forladt deres bil. Det var islændinge, som burde vide bedre. Godt ude igen og på hovedvej 1 på vej til Reykjavik kørte John pludselig ud over vejsiden og et par meter ned, vendte bilen og stoppede. Nordlys! Der havde været livlig nordlysaktivitet, men pga. skyer havde vi ikke forventet at få denne oplevelse med. To gange skete det på vejen hjem. Underligt fænomen! Dagen efter skulle jeg selvfølgelig shoppe, og det eneste, der er interessant (for mig) er 66 North - tøjet! Det er jeg bare så vild med. Det blev til endnu et par trøjer, en vinterhue med skind + en vandtæt rygsæk. - og diverse gaver til børnebørnene. Vi spiste frokost på en lækker restaurant på hovedgaden og derefter ville vi ud og bade. Island har en masse geotermiske badeanstalter, hvor man bader udendørs i varmt vand - lige hvad vore trætte bjergbestigerkroppe havde brug for! 40 kr. pro persona for brug af diverse badebassiner, leje af badetøj + håndklæde - ubegræset tid! Ikke noget med, at nu skal de blå bånd op! Vi overnattede på lufthavnshotellet, da vores fly gik allerede kl. 7.00 fredag morgen lokaltid. Hundene blev hentet, og vi var alle godt hjemme igen fredag aften kl. 22.00 en meget stor oplevelse rigere.

4. april 2010 Nu ligger det fast, min søn Dennis og jeg tager til Island onsdag til fredag og kigger på vulkanudbruddet. I sommer var min familie og jeg på ferie i Island. Et af de steder, vi boede, var netop i det område ved vulkanen. Man vidste på det tidspunkt, at der var meget aktivitet i undergrunden, og et udbrud kunne ventes 'når som helst'. Vi håbede selvfølgelig på at det ville ske, mens vi var der, men ak! Nu er det der, og så må vi afsted. Det er ikke langt fra tanke til handling hos mig, så det tog kun et døgn at arrangere ikke mindst pga. af min svigerdatter Berit, der er lidt af et organisationsgeni. Vi legede med tanken om at tage derop og kigge, og så viste det sig, at min søn var blevet bedt om at holde fri i den kommede uge pga. for mange feriedage. Det var vores 'go'. Mine fire hunde skal passes, og det foregår i Nordjylland hos Jette Friis. Tirsdag kører Dennis og jeg op til Jette - videre til Ålborg Lufthavn, hvor vi stiller bilen og tager flyet til Kastrup. Så er vi klar til Island onsdag!

2. april 2010 Til alle jer border collie mennesker, der ikke allerede kender denne skønne Carlsbergreklame med får og border collie: Klik HER

2. april 2010 Onsdag aften var Cassie og jeg på handlerkursus i Skibby. Det var et totimers intensivt kursus hos Tina Mette Jørgensen, og vi var kun tre hunde. Forhindringerne var en 7 - 8 spring og 3 tunneller. Niveauet var højt - klasse II og III. Cassie er jo ikke startet endnu - starter 24/4 i Kl. I - men er super dygtig. Det var handleren, der skulle lære! Vi trænede frontcross, trække forbi forhindringer med modsat arm og ikke mindst blindcross. I 'mit tidligere liv' (da jeg løb agility med Kilo og Sullivan for 7 - 8 år siden) lærte jeg følgende: Brug altid arm nærmest hunden som hovedregel, slip aldrig hunden med øjnene. Derfor er det meget grænseoverskridnde for mig at lave blindcross, hvor jeg vender ryggen til hunden. Det kan gå, når hunden er i tunnellen, men ved spring, Uh! Det er her, hunden skal lære at tjekke ind hos føreren for at få at vide, hvor den nu skal hen. Det skal vi begge lære. Det er altafgørende, når hunden er så hurtig som Cassie. Det hele handler om at komme banen igennem med så optimal løbebane som muligt for hunden - små buer om forhindringerne og ingen unødige svinkeærinder. Føreren hjælper til ved også at løbe optimalt, og det er her blindcross kan spare skridt. Føreren skal hele tiden være i position til næste forhindring og hjælpe hunden til at tage den i den vinkel, der giver den korteste vej til den næste forhindring. Som altid når vi træner hos Tina Mette går tiden alt for hurtig, men vi nåede rigtig meget og var godt trætte! Torsdag formiddag havde jeg aftalt træning med Maibritt og Foxon her i Dragør. Nu var det Selmas tur til at træne et par timer. Alle mine hunde var med på træningspladsen og de fik løbet godt igennem sammen med Maibritts hunde. Man kunne slet ikke se på Cassie, at hun havde været på kursus aftenen før - imponerende energiniveau! Nu ser vi frem til handlerkurset på mandag i Humlebæk.