18. august 2009 Unghundetræningen i går aftes i Hillerød druknede igen i regn - heldigvis kun de sidste 10 minutter. Da Selma og jeg tog hjemmefra, var det regnvejr i Dragør - altså på med regntøjet. Jo tættere vi kom på Hillerød, jo bedre blev vejret - solskin! Her stod jeg som den eneste i regnjakke og -bukser og badesandaler, hvilket er den eneste fodbeklædning jeg kan bruge lige i øjeblikket. Min højre storetå er i stor forbinding, da den fik et sovesofaudtræk 'i hovedet' med stor fart, så blodet sprang og neglen røg. (Den gav mig stor sympati på holdet). Vi trænede fremsendelse til felt med musemåtte. Det synes Selma er rigtig sjovt, og hun er god til det. Derefter frem med apporterne. Vi er på begynderstadiet, og Selma kan endnu ikke holde fast på apportbukken. Hun tager den i munden, jeg klikker, og hun slipper. Selvom jeg trækker klikket, så slipper hun for hurtigt. Nå, men jeg har endnu aldrig haft en hund, der ikke kunne lære apport, så det skal nok komme. Da vi ikke nåde øvelsen med spøgelset på adfærdsturen forleden, skulle vi slutte af med den. Det buldrede rigtig meget i det fjerne, men holdt endnu tørt. En person blev iført et orange gevandt med hætte, så hun var helt gemt. Vi andre stod bag containeren med vores hunde, så de ikke kunne se, hvad der skete. To hunde ad gange var 'på'. Spøgelset kom ud fra buskene og gik mod de to hunde. Førerne skulle forholde sig passive og bare holde fast i linen. Og hundene gøede og gøede af spøgelset, der var stoppet 5 m fra hundene. Hundene skulle en ad gangen gå rundt om spøgelset i stor afstand - gerne hele vejen rundt. Selma og jeg kunne ikke få tilstrækkelig afstand på pga. buskene, så vi kom ikke helt rundt, men måtte gå tilbage samme vej. Selma var stadig bange og gøede. Så tog spøgelset hætten af, så man kunne se hovedet af et menneske. Jeg tror ikke, at Selma opfattede hovedet, for hun gøede stadig, da vi atter skulle gå rundt. Nu smed spøgelset kappen og satte sig på hug, og så fór Selma hen til hende og logrede og slikkede hende i hovedet - pu ha, stor stor lettelse - faren var væk! Selma er ikke verdens modigste hund, det ligger nu fast! Foxon var mere modig, men var så galant at gø sammen med Selma, selv da han havde opdaget, at der ikke var fare på færde! Andre på holdet var meget mere frygtsomme og ville slet ikke hen til mennesket efter at kappen var taget af. Da alle havde været igennem opgaven, kom det forvenetede skybrud! Der blev ryddet op i ny rekordfart og afsted til bilerne i fuld fart - det er ved at blive en vane. (Hvor var jeg glad for mit regntøj).
|